tirsdag den 14. november 2017

Travlt

Nogen gange kunne det være rart, hvis man kunne være 2 steder på en gang, men i øjeblikket gælder det i første omgang om at få fyldt noget i boden... har haft et forrygende salg de første dage i november.
 
Jeg har fået samlet masser af kogler, så nu har jeg prøvet at lave nogen med forskellige kogler og kun ganske lidt grønt. Den her er en rimelig stor krans.


De andre to er noget mindre.
Spændende om der nu er kunder til den slags kranse.
 
Jeg nåede da lige en dag at få lavet en lidt julet opstilling udenfor griseskuret.

Søndag fik jeg også klippet lidt mere ned i sydhaven, men ellers bruges meget af tiden på værkstedet.
 
Der bliver da også tid til at kigge på fb og se hvad andre har fundet på.
Der fandt jeg sådan en stjerne og sådan en skulle jeg da prøve at lave.
 
Jeg blev så glad for den at den kom med ind på skihylden, hvor den blev viklet ind i en lille lyskæde med stjerner...sådan lidt tyvstart på julepynten.
Nu må vi se hvor meget tid og lyst der er til at pynte op...måske er jeg træt af den længe før jul.
Jeg er ved at lave en i stor udgave som skal hænge på enden af boden, så det er det første man ser når man kommer.
 
Ja og så har jeg en klage til overgartneren.
Hvorfor er det de træer og buske som jeg skal bruge grene af som holder allerlængst på bladene.
Forrest Trollepil og bagved Korkelm, men også Troldhassel og Trollelærk holder længe på blade og nåle og dem burde de have smidt for længst, hvis det stod til mig ;o))
 
Ikke meget nyt fra det lille hvide hus, for sådan plejer det jo at være på den her tid af året og nej jeg er ikke træt af at binde kranse...lad os se hvordan jeg har det med det om en måned.
 
 

torsdag den 2. november 2017

Lidt pynt og lidt kranse



 I går var jeg ved at pynte lidt op her ved drivhusdøren.
Det kom til at se sådan her ud.
 
Gråt i gråt lige som vejret.
Jeg har nu altid været glad for grå nærmest i alle afskygninger, grå planter, grå katte, grå æsler osv.
Niels mente jo det var heldigt at han var gråhåret...det var han nemlig også da jeg mødte ham for mange mange år siden.
 
En af de grå planter jeg er rigtig glad for er den gråblå Stinkende Nyserod.
Det er der åbenbart ikke andre der er for jeg har vist kun solgt en enkelt.
Nu har jeg så prøvet at plante en i kanten af en potte som jeg har viklet mos og bark rundt om og så pyntet med lidt grene og kogler i forgrunden.
I det hvide grus på et gravsted synes jeg den vil være fin men om andre synes det samme må tiden jo vise, nu er den kommet over i boden.

Jeg lavede lige en mere bare med en af de brunlige græsser.
Beklager billedkvaliteten som vist meget godt afspejler dagens vejr i går.
 
Jeg er ved at få fyldt lidt op i boden og nærmest alle naturmaterialer kan bruges.
Her en håndfuld nedfaldne grene bundet sammen, et par grangrene, lidt buksbom og nogle kogler og så er der en lidt anderledes ting til kirkegården...eller havebordet.

Her er det de nedfaldne grene fra min Korkelm der er blevet brugt på en moskrans, sammen med lidt grønt og masser af kogler.
 
Jeg nyder at kunne fråse i kogler.
Mit lager bugner af kogler og det samme gør træerne i år, så efter jul er det bare med at komme ud og få samlet nogen, så mit lager kan blive fyldt op igen.

De to her er bare forskellige kogler limet på et halmhjerte og krans og så er der nålet lidt grønt på.
Vil man heller have dem bare med kogler er det lige til at tage af igen.
 
Her et par af de store kranse

Mest for at vise hvor stor forskel det gør om man vælger den ene eller anden slags gran.
 
Nu håber jeg der snart for alvor kommer gang i kranse salget for det har godt nok været sløjt indtil nu. Mærkeligt at der kan være så stor forskel fra år til år, men det er sikkert vejret der har gjort det.
Når det ellers har været vejr til det har jeg så til gengæld fået klippet virkelig mange stauder ned og det er bare så meget nemmere inden de får frost og splatter sammen... og når toppen er væk er det så meget nemmere at få fordelt noget fra min mødding mellem planterne.
 
Det var lidt af det der sker i det lille hvide hus på Præstegårdsvej i øjeblikket.
Hyg jer.
 
 
 
 
 

tirsdag den 24. oktober 2017

Lidt leg med Hortensia hoveder

Nu har Lene fra Bedstemors have jo allerede afsløret at hun var her nede i fredags.
Hun har sådan en flot blå Hortensia og jeg havde spurgt om jeg kunne tigge nogle få hoveder til en krans til mig selv og så kom hun med en hel kassefuld.
 


Indtil videre er de blevet omdannet til 3 kranse

og et hjerte.

Jeg har også været ved at lave lidt forsøg.
Et par bladkranse er blevet smurt ind i trælim rørt op i lidt vand.
Jeg forestiller mig, at det forstærker bladene så meget at de kan bruges som dørkranse udendørs.
Jeg må prøve at have en af dem pyntet og hængt ud og så ser vi hvad der sker.

Det her er en krans lavet af noget brunt papir, som har været dyppet i samme blanding.
Er da lidt spændt på hvordan det bliver når det er tørt.
 
Papiret var en rulle jeg fandt da vi var på loppetur  hos Billig Leif.
Her er hvad der ellers kom med mig hjem. Korkdækkeservietterne vil jeg klippe stjerner og hjerter af til at bruge som pynt på kranse.  Ja faktisk hedder stedet Genbrugsgården men er vist mest kendt som Billig Leif...her er for 95 kr.
 


lørdag den 14. oktober 2017

Næsten for godt til at være inde.

Ja det er vejret jeg skriver om for her er der næsten 16 grader men desværre også støvregn meget af tiden. Jeg fik da lige luget rundt langs hækken rundt om sydhaven, men ellers hader jeg havearbejde når det hele er vådt.
 
Da jeg nu var kommet udenfor hækken tog jeg et billede ind i sydhaven, hvor der ikke er meget i blomst mere ud over Oktoberstormhatten som står og lyser op.

Den har nogle store blomster i år eller også er det bare mig der ikke kan huske hvor store de plejer at være.
 
I æslernes have er det Helianthus maximillian som lyser op

Ret upraktisk at jeg har fået plantet en på hver side af den sti ned mellem de to skure, men den skal stå så den får mest mulig sol for at nå at blomstre. Hos min veninde som jeg har fået den af nåede den aldrig at blomstre, hvilket den har gjort hvert år hos mig, så den må jo stå godt der.

Jeg har altid været vild med dens knopper, synes det er en hel lille blomst i sig selv.
 
De sidste dage er der gået meget tid med at samle Valnødder op og da jeg stod der med rumpen i vejret fik jeg øje på at den her Klematis blomstrede på livet løs.
Valnødderne er til veninderne, jeg bryder mig ikke om dem...synes de er alt for bitre.
Bamse synes heller ikke de smager godt. Han huggede en i går og bed den i 100 stykker men føj nej det smagte ikke godt...klog lille hund ;o))
 
Og så noget som jeg viser for første og sidste gang her på bloggen for jeg er bare ikke gode venner med Roser. Jeg fik den ikke lige gravet op i foråret selv om der røg nogle stykker. Den blev klippet ned nærmest under jorden men trods det har den sat et skud op som nu står med en blomst.
 
Men ellers kommer vi ikke uden om at det nu er ved at være efterår.
 

Hjertetræet har opført sig underlig. Det midterste har stået med gule blade i et stykke tid, hvor resten var grønt. Stormen den anden dag tog så dem i midten og nu er det resten som står og er gul.
 

Så er der et par stykker som tror det er forår, ja faktisk har de blomstret mere eller mindre hele sommeren. Købte 3 hos Lau i foråret til 10 kr for dem alle. Selv om de måske ikke klarer vinteren har de da været pengene værd.
 

I morges lavede jeg en krans til mig selv.
Med det vejr vi har haft har der været langt mellem kunderne indtil nu.
Det klør ellers gevaldigt i fingrene for sådan for alvor at komme til at binde kranse.
 
Hvad har i gang i når det ellers er havevejr??
 
 
 
 
 
 
 


onsdag den 4. oktober 2017

Gråt i gråt... og vådt.

Det grå kommer af at der i går blev beskåret nogle træer oppe på kirkegården deriblandt et par Cedertræer. Affaldet ligger og flyder udenfor hegnet, så jeg nærmest ikke kan undgå at komme til at snuppe et par grene med hjem. Jeg biksede i al hast en krans sammen og smed et billede ind på en gruppe på FB for at høre om nogen ved om de taber nålene eller de tørrer ind.
 
Desværre er der flere der har skrevet at de taber nålene så det går nok ikke at lave noget til salg af dem.
 
Jeg vil nu have glæde af de flotte grene så længe de holder, så jeg tænkte de ville være fine sammen med mine betonagern. Det må være på tide at de kommer ud og bliver skyllet af.
 
Det blev til den her lille opstilling ved enden af grisedrivhuset.
 
Gråt i gråt.
 
Jeg ved ikke om i bemærkede at den opstammede Buksbom som stod der i forvejen ikke er blevet klippet. Det er der en grund til, der er nemlig en Gærdesmutterede inde midt i den.
Jeg tror nu ikke den har været brugt til at ruge i men bliver sikkert brugt til at sove i.
Det er jo hannen som bygger indtil flere reder og er der en hunnen godtager bliver den brugt til at ruge i og de andre er bare til at sove i. Et eller andet sted må der være en rede mere for jeg har set indtil flere unger...i begyndelsen er det næsten kun forvoksede humlebier så små er de.
 
Efter frokost har jeg stået og leget lidt med at lime nogle kogler på en krans...noget skal tiden jo gå med i det her vejr. Indtil videre er der her kommet 55 mm i denne måned og det er kun den 4.
Da vi for 12 år siden flyttede her til var oktober så varm og tør at jeg måtte gå og vande alle de planter jeg havde med.
Bamse ligger ved siden af og sukker...jeg er ved at lære ham at kigge på radaren før vi går tur, så vi må hellere tage et kig og se om vi kan nå en hurtig tur inden næste byge ;o))